tirsdag den 14. september 2010

Er hovedregning yt eller ej?


Er det ønskværdigt, hvis jeg om 20 år spørger en 3. klasses elev, hvordan man ganger, at svaret prompte kommer: ”Det gør computeren.”
I dag bliver alt mere og mere maskiniseret – betyder det at eleverne i fremtidens folkeskole ikke behøver at lære at regne matematik ud i hovedet?
Det korte svar er nej, eller rettere sagt: mit korte svar er nej. På trods af alle de teknologiske hjælpemidler vi har til rådighed, er der en stor fordel i at kunne regne ting ud i hovedet. For at de helt små elever får en forståelse for hvad der sker når vi eksempelvis ganger to tal, må de lære det uden lommeregner, mobil eller computer først – at de så i større klasser også skal lære at bruge en computer er en anden snak.
Vi kan ikke forvente at eleverne lærer at forstå hvad der sker, når blot de plotter nogle tal ind på en lommeregner, hvis ikke de i forvejen har en forståelse for hvad der sker, og har lært det på den ”gammeldags” metode, med udregninger på papir.
Hvis vi er nede og handle, og kun har et bestemt beløb til rådighed er det praktisk at kunne lave overslagsregning. Og jo, nogle vil sige: ”Jamen vi har jo vores mobil.”, og det er også korrekt – men vi behøver ikke gøre os mere afhængig af den end vi er i forvejen. Det skulle gerne være sådan, at man kommer lidt længere, hvis mobilen ligger hjemme på skrivebordet, end hvis man har glemt sin pung.

Skrevet af Mladen, Catrine og Mette (Timm kommenterer, da han er uenig)